Ingen sikkerhedsregler kan erstatte sund fornuft. Hver gang man vælger at dykke, så er der en vis risiko. En lang række faktorer har betydning for den risiko, man udsætter sig for, og det er ikke muligt at sige noget absolut om dens størrelse. På den anden side kan risikoen mindskes ved forberedelse og omtanke – det hele må tilpasses, så man ikke udsætter sig selv og andre for unødig risiko. 

Sikkerhedsreglerne sigter mod at vejlede dykkere, såvel erfarne som uerfarne, imod at udføre dykninger der har høj risiko. Sikkerhedsreglerne er derfor ikke udformet med faste grænseværdier, for hvad der er acceptabelt, idet alle dykkere ikke har samme formåen. 

Den enkelte sportsdykker er ansvarlig for sig selv. Men organiseret dykning omfatter også andre, blandt andet makker, overfladeberedskab, dykkerleder osv. osv. Den enkelte dykker må selv overveje sin deltagelse i forbindelse med en dykning og om erfaring, kompetence og træning stemmer overens med de krav, der stilles til den pågældende dykning.

Sikkerhedsreglerne er udtryk for Dansk Sportsdykker Forbunds retningslinier for afvikling af sikker dykning.

Der er undtagelser, som falder ind under lovgivningen, eksempelvis søfartsreglerne med blandt andet afmærkning med dykkerflag, regler om trykprøvning af flasker, samt regler for historiske fund.

Så dyk med hovedet, og lad dig vejlede gennem disse sikkerhedsregler.  

A.1. 

Sikker dykning forudsætter en grundlæggende viden om mange teoretiske og praktiske emner. Derfor er en dykkeruddannelse nødvendig. Når du planlægger dit dyk skal du vurdere om din egen og din makkers erfaring er tilstrækkelig til at udføre dykket.  

A.2. 

Forskellige fysiske lidelser kan øge risikoen for at komme til skade under en dykning. Inden du begynder at dykke skal du derfor godkendes af en læge med kompetence inden for hyperbar medicin. En sådan undersøgelse bør foretages hvert femte år. 

Før en dykning må du vurdere om du og din makker er fysisk og psykisk i stand til at gennemføre dykningen. 

Dyk ikke under påvirkning af alkohol, sløvende eller euforiserende stoffer. Tager du medicin bør du sikre dig at det ikke har nogen negativ indvirkning på dykningen. Som en tommelfingerregel kan man sige at hvis du ikke kan føre bil lovligt på grund af alkohol – så kan du heller ikke dykke.  

  B.1. 

Inden en dykning skal det vurderes, hvilket udstyr der er påkrævet for at dykningen kan gennemføres fuldt forsvarligt. 

Til forskellig type dykning kræves forskelligt sikkerhedsudstyr, nedenstående en liste over nødvendigt udstyr.

Standard sikkerhedsudstyr ved enhver dykning i åbent vand: 

• kniv

• ur/tidsmåler

• dybdemåler

• dykkervest med CO2 patron eller vestflaske til oppustning af dykkervest

• makker line 

• Bøje med bøjeline 

Sikkerhedsanordninger på udstyr må ikke fjernes eller deaktiveres.  

B.2.

Til dykning bør kun udstyr der er fuldt funktionsdueligt anvendes. Derfor bør vedligeholdelsesstanden og funktionen jævnligt kontrolleres under sikre forhold. Konstateres fejl bør disse rettes omgående. Alt udstyr skal opfylde den til enhver tid gældende lovgivning. 

Der bør som minimum én gang årligt kontrolleres CO2 patron ved afprøvning – hvis dette anvendes til dykkervesten. 

Benyttes vestflaske til oppustning af dykkervesten, bør denne kontrolleres minimum én gang årligt.  

B.3.

Dykkerne skal på forhånd lave aftaler om dykkets gennemførelse, udpege parleder samt foretage kontrol af hinandens udstyr for at sikre kendskab til dettes funktion og betjening.  

C.1.

Enhver dykning planlægges under hensyntagen til dykkerens erfaringsniveau, udstyr samt de fysiske forhold på dykkestedet. Før journal over dykkene, med angivelse af blandt andet dybde og klokkeslæt. 

Dyk ikke dybere end at du altid selv er i stand til at komme til overfladen. Hvis noget skulle gå galt, så skal man ikke sætte sig selv i en situation, som kan være årsag til, at der går for lang tid inden hjælpen kommer frem.  

C.2.

I tilfælde af utilsigtede hændelser, vil et velorganiseret overfladeberedskab ofte være medvirkende til hurtigt at opdage hændelsen samt afhjælpe situationen eller begrænse skaderne. Det er vigtigt at beredskabet er tæt på dykkerne, således at en hurtig indsats kan iværksættes. For at sikre et effektivt overfladeberedskab skal en eventuel indsats være overvejet og koordineret inden dykningens gennemførelse. En standbydykker er en central del af overfladeberedskabet, da han hurtigt skal kunne komme til undsætning over såvel som under vand. Standbydykkeren skal være iført dragt og hans udstyr skal være indenfor rækkevidde. Genoplivningsudstyr med tilstrækkelig iltmængde bør være en del af overfladeberedskabet.

C.3.

Jf. gældende lovgivning skal dykkerflag (signalflag A) sættes ved enhver dykning. I de internationale Søvejsregler står der ligeledes, at dykkerflaget skal være en 1 meter høj tilkendegivelse, som skal være synlig hele horisonten rundt. Søfartsstyrelsen anbefaler, at dykkere som befinder sig tæt på overfladen, ikke fjerner sig længere end 30 meter fra signalflaget – og at forbipasserende både holder en sikkerhedsafstand på mindst 50 meter til fartøjer og overfladebøjer med dykkerflag. I visse situationer kan afmærkningen af dykkerne med fordel ske ved anvendelse af en overfladebøje forbundet direkte til makkerparret. Dette hjælper også overflademandskabet til at bevare overblikket over de igangværende dyk. 

Man kan med fordel synliggøre dykkeområdet med markeringsbøjer med dykkerflag, så det tydeligt signaleres, at her ligger der dykkere i vandet.  

C.4. 

Udpeg en erfaren dykker til dykkerleder. En dykkerleder er en person der har erfaring og kompetence til at 

• lede dykkets planlægning og gennemførelse sikkert. Før hvert dyk bør dykkerlederen sikre sig at den enkelte 

• dykker har den nødvendige uddannelse og erfaring, samt er psykisk og fysisk klar. Dykkerlederen bør gives 

• det overordnede ansvar for dykningens sikre gennemførelse. Dykkerlederens afgørelser bør være indiskutable. 

• Dykkerlederen planlægger dykningen i henhold til vejledningerne i ”Håndbog for dykkerledere”. Dykkerlederen bør sikre at alle deltagere på en dykkertur er vidende om planen for dykningernes gennemførelse samt forholdsregler i forbindelse med utilsigtede hændelser. Det er altid den enkelte dykker, der er ansvarlig for sin egen sikkerhed

C.5. 

Et centralt sikkerhedselement i forbindelse med rekreativ dykning er brugen af makkerprincippet. Således hjælper makkerparret hinanden både før, under og efter dykningen og makkeren assisterer ved en eventuel utilsigtede hændelser.

Læs også :

• Sikkerhed generelt

• Sikkerhed for flaskedykere

• CMAS Obligatory Diving Signs